ETIK – fortrolighed og samtykke i forbindelse med mit arbejde
Jeg overholder i mine forløb Dansk Psykoterapeutforening etiske regelsæt. (Se dette)
Individuel fortrolighed
De individuelle samtaler og undersøgelser, jeg indgår aftaler om, er selvfølgelig fortrolige, og jeg har pligt til fortrolighed og tavshed om indhold og proces.
Kollektiv fortrolighed
I det arbejde, jeg udfører i grupper, organisationer eller virksomheder, er fortrolighedsforholdet lidt mere nuanceret og kompliceret, idet kurser typisk finder sted på kursusejendomme, eller på offentligt område. Ligeledes kommer og går kursister under et forløb, ligesom de kan sidde i grupper udenfor kursuslokalet og snakke om opgaver. Her kan det være svært at holde usikre eller sårbare processer indenfor kursets ‘fire vægge’.
Privatpersoners samtykke
Privatpersoner opsøger frivilligt og selvstændigt min faglighed med et ønske om samtale og terapi. Det er deres fri valg. Deres ønske om terapi og samtale tolkes som et samtykke i begyndelsen af hvert forløb.
Institutionel samtykke
Inden et kursus eller en undersøgelse starter, får både virksomhed og ansatte en beskrivelse af kursus eller undersøgelse, herunder en beskrivelse af formål, teori og metode. Både formålet med kursus eller undersøgelsen og min faglige frihed til at anvende den undersøgelsesmetode, der passer til opgaven, forudsætter jeg accepteret. Således arbejder jeg ‘indforstået’ på baggrund af et generelt organisatorisk samtykke.
Offentligt samtykke
Andre situationer, hvor jeg indgår, kan have en mere offentlig art: konferencer, interviews i div. medier, osv. Sådanne åbne situationer anser jeg som offentlige og åbne. Ikke kun for mig selv, men også for alle andre. Mine data, analyser og ytringer herfra bygger således på min og andres ‘ytringsfrihed’, at vi indgår i et fælles liv og bidrager hertil.
Hvad er etik?
Begrebet ‘etik’ stammer fra det græske ord eller begreb ‘ethos’, som betyder sædvane. Sædvane eller vaner udgør en del af vores karakter og personlighed. De er derfor centrale, vigtige og uundgåelige i terapi, da de ofte står i forbindelse med følelser af skyld og skam.
Aristoteles er en af de første, som formulerer en egentlig sædelære. Det gør han i sin bog ‘Etikken’ , hvor han skriver om sædvanernes opståen og fortsatte udvikling hos mennesket og i samfundet som helhed. Etikken var læren om, hvordan man skulle skabe sin karakter, så man blev dydig. Aristoteles pegede på opdragelsens betydning for etikken. Etik omfatter dog langt mere end opdragelse. Aristoteles betoner derfor også, at vi skal tage ved lære af vores erfaringer og konsekvensen heraf, så vi kan danne en etik. Sædvanerne skal således skabe den gode karakter, som er forbundet med de gode handlinger. Etik hænger derfor sammen med det gode/onde, det rigtige/forkerte, det retfærdige/uretfærdige og dyder/laster.
Hvad er moral så?
Vi hører første gang om begrebet ‘moral’ hos Cicero, idet han oversætter det græske ‘ethikos’ til ‘moralis’, som kommer af ‘mores’, der betyder ‘skik’ eller ‘sædvane’. Etik og moral har derfor historisk set det samme meningsindhold. Der skelnes alligevel mellem etik og moral, idet der henvises til en niveaumæssig forskel mellem de to, hvor etik er moralens grundlag og moral er etikkens udmøntning i konkrete handlinger. Etik fremstår på den måde som moralens teori og moral som etikkens praksis. Etikken kan derfor ses som en filosofisk vurdering, og moralen som en vurdering af de konkrete handlinger.
Er dette vigtigt?
Ja, for du – og andre mennesker – føler, tænker og erfarer, og gør det via vores tale og ageren, og kan derfor vi slet ikke undgå, at forholde os til os selv og andre. Derfor er vi mennesker altid allerede tvunget til at tage moralsk stilling til vores og andres handlinger. Om handlinger gør os kede af det eller glade; om de oplyser os eller gør os dummere, osv.