Militærsociologi

Militærsociologi

De spørgsmål som militærsociologien rejser er bl.a. følgende: Hvis befolkninger, teknologi og krigens for­mål ændrer sig grundlæggende, hvad betyder det så for legitimitet, legalitet, rekruttering, loyalitet, motivation samt ikke mindst for opgaveforståelse og opgave­løsning?

Disse spørgsmål udgør, hvad Anthony Giddens (1985) definerer som autoritative kapa­citeter, Pierre Bourdieu (1997) for social kapital, dvs. de kapaciteter, der får en organi­sation til at hænge sam­men og fung­ere. Viden om disse størrelser er helt centrale for forståelsen af Forsvar­­ets ledelse og organisation, samt ikke mindst for dets evne til kamp og evne for at etablere sammenhængskraft.

Professionalisering og de tre militærsociologiske skoler

Militæret var under den europæiske enevælde og et godt stykke tid efter knyttet til et herskende dynasti, og dets op­gave var forsvar af dynastiet og dets interesser. Med folkesuverænitetens gennembrud og oprettelsen af mere eller mindre demokratiske nationalstater skiftede militærets opgave til at bestå i forsvaret af nationen repræsenteret ved statsmagten.

De europæiske hære i 1700- og delvis i 1800-tallet blev ledet af staternes overklasse. Betingelsen for et officerspatent var som regel et adelskab og/eller køb af et patent. Det sidste virkede i samme retning eftersom det som regel kun var den landejende overmasse, der kunne rejse de fornødne midler til et sådant køb. Ofte var officerserhvervet kun en udvej for en kortvarig ”passende” beskæftigelse, og militære kommandoer blev udøvet uden formel uddannelse. Dette ændrede sig i løbet af 1800-tallet, hvor der blev oprettet militære akademier og skoler i de fleste europæiske lande. Der udvikledes taktiske doktriner for forskellige former for krigsførelse og tekniske discipliner af meget specialiseret karakter. Under denne proces udviskedes officersstandens aristokratiske præg, rekrutteringen fandt sted efter kvalifikationer, og officerernes formelle uddannelse blev stadig udvidet. Gradvis fik officeren tillagt ekspertstatus. Han disponerede over en specialiseret viden i anvendelse af organiseret vold, ligesom lægen eller juristen disponerede over sin specielle fond af viden.

I kraft af sin opgave blev militæret af befolkningen ofte i sig selv betragtet som et symbol på nationen (kritik er forsvaret og officerer er dermed kritik af især den mandlige del af befolkningen) og som vogtere af de nationale værdier. Nationale symboler som flag, nationalsange og nationale mindedage, der ofte er militære mærkedage, har derfor en særlig en særlig plads i det militære ceremoniel.

Militærets officerer blev den ekspert­gruppe i samfundet, der leder og organiserer disse voldsomme samfundsskabte magtressourcer, og skiftende regeringer har ofte været afhængige af deres militære institutioner. Folkevalgte regeringer bygger på skift­ende værdisystemer, der har været forskellige fra officerskorpsets vær­d­ier, som det f.eks. ofte ses hos de skandinaviske socialdemokratiske re­geringer. På trods heraf har stater som de skandinaviske, Storbritannien og Hol­land ikke haft eksempler på direkte militær intervention. I andre vestlige samfund derimod som Grækenland, Portugal, Spanien er militærdiktaturer til gengæld forekommet.

Da statsmagtens regeringer som følge af valg kunne skifte, blev de militære værdier knyttet til konstante nationale faktorer: territoriet og folket som begreb, forfatningen eller en konstitutionel monark som symbol på noget fælles i nationen.

Et helt centralt militærsociologisk spørgsmål er derfor, hvilke fak­tor­er, i form af rekruttering, socialisering, uddannelse, ledelse- og organisation, der har medført forskellene mellem militærets rolle i Skandinavien/Storbritannien og i Tyskland/Frankrig? Dette spørgsmål har medført en omfattende diskussion, som har haft begrebet ”professionalisme” som omdrejningspunkt.

Samuel Huntington (1957/1985) har således argumenteret for, at den militære an­erkendelse af det politiske lederskab hang sammen med at professionaliseringen medførte, at militæret begrænsede sine aktiviteter til udførelse af opgaver, stillet af de besluttende statsorganer, og til teknisk og taktisk udvikling.

Denne teori er blevet kritiseret af en anden forsker, Samuel Finer, der peger på, at både den franske og den tyske hær har været professionelle, men at dette ikke har afholdt dem fra at søge direkte politisk indflydelse, som det blev set under anden verdenskrig.

Finer mener snarere, at der er tale om at det er graden af ”politisk kultur”, som afgørende for et stabilt und­er­ord­nings­for­hold overfor de civile myndigheder og at dette underordningsforhold er anerkendt af officerskorpset og indgår i dettes professionelle etik. Det stærke konformitetspres, der eksisterer i et hvilket som helst militært system, sikrer på den måde overholdelse selv i pressituationer.

En anden forklaring er udviklet af M. D. Feld, som fokuserer på de herskende mål­sæt­ninger i det civile samfund og i militær ret. Først slår Feld fast, at militære interventioner først dukkede op med militærets professionalisering, fordi den militære og civile magt jo oprindelig var to sider af samme sag, idet al magt var samlet omkring en snæver gruppe, der støttede monarken og til gengæld fik støtte fra monarken til opretholdelse af sine privilegier.

Dernæst peger Feld på graden af politisk stabilitet som et grundvilkår for militærets anerkender de civile myndigheders ov­erhøjhed. Høj politisk stabilitet i et land kan give militæret en tilnærm­else til permanente nationale institutioner og en apolitisk status. På grund af de fundamentalt forskellige målsætninger i de militære og de civile institutioner kan der derimod aldrig opnås nogen egentlig overensstemmelse af in­teresser eller ligestilling. (Roslyng-Jensen, 1980)

Officerernes professionsattituder og professionsidentitet

Et studie af Janowitz om den professionelle soldat har imidlertid som konklusion, at med den øgede vægt på administrative og tekniske hverv i den moderne militær organisation for­mindskes den autoritære tendens og den demokratiske tendens fremmes.

En anden forsker, Bengt Abrahamsson rejser den kritik af både Feld og Finer, at de lader en manglende eller ufuldkommen civil kontrol med militæret være ensbetydende med en militær intervention i den politiske sektor. Herved kommer de, ifølge Abrahamsson, til at overse den militære indflydelse på det civile samfund, og at det er mulighederne her, der gør, at direkte militærintervention er så sjælden i et vestligt in­dustrialiseret samfund. Ifølge Abrahamsson er det ikke overrask­ende, at militære interventioner sker i så få tilfælde, men i betragtning af de mulig­heder som en formel organisation som militæret med de givne ressourcer har for at gøre sin indflydelse gældende i beslutningsprocessen, er det måske overraskende, at det overhovedet har været nødven­digt. (Roslyng-Jensen, 1980)

Officerers professionsattituder og professionsidentitet

På grundlag af alle disse faktorer, der er historisk skabt til at skabe forudsigelig og konform adfærd i det militære system når Bengt Abrahamsson (1971) frem til fem hovedelementer i, hvad han fremstiller som en særlig mil­itær ’ideologi’: 1. nationalisme, 2. pessimistisk opfattelse af den menne­skelige natur, 3. alarmisme (pessimistisk vurdering af muligheden for krig), 4. politisk konservatisme og en 5. generelt autoritær indstilling. Abra­hamsson er af den opfattelse at 1., 2. og 3. særlig dannes på grundlag af militærets funktion og er uafhængige af interne forandring­er i den militære organisations struktur, mens 4. og 5. er internt påvirkelige i organisationen.

Abra­hamsson nåede som følge af sin undersøgelse frem til at officerens nationalistiske indstilling, pessimistiske opfattelse af den menneskelige natur og pessimistiske vurdering af muligheden for krig var indstillinger der udvikledes på grund af militære funktioner, og at de der­for ikke kunne ændres i forbindelse med forandringer i den militære organisations struktur. Abrahamsson nåede i forhold til den konservative politiske indstilling og den autoritære indstilling frem til at disse ville være påvirkelige af ledelses- og organisationsforandringer.

Siden Abrahamsson i 1970-erne gennemførte sine analyser, er den militære struktur ikke blevet voldsomt og grundlæggende forandret. Der er tilføjet nye former for teknologier og kommunikationsveje, men organisationen ligner i hovedtræk sig selv. Det, der især har forandret sig, er organisationens opgave, og dermed potentielt dens mange funktioner. Altså netop de funktioner, som Abrahamsson udpeger som grundlaget for 3 af de 5 militære grundindstillinger.

Spørgsmålet er derfor i dag, hvordan Forsvarets forskelligartede og globale operationer påvirker de 3 militære grundindstillinger hos officeren og sammensætningen af professionen i øvrigt?

Baggrund og form

Jeg har forsket i området, skrevet en bog og skrevet videnskabelige artikler om temaet. Selve foredraget tager ca. 1 time, og den efterfølgende dialog ca 1 time. Mine foredrag kommer med powerpoint, video, lyd, fotos og dokumentation.